Menu Luk
annonce

101_Ofte stillede spørgsmål i guitarens verden

Jeg vil lære at spille guitar, men….

Er jeg for gammel til at lære at spille?

Man bliver aldrig for gammel til at lære at spille guitar.

Åh nej ikke det spørgsmål igen! Nej man er stort set aldrig for gammel til at lære noget som helst.

Hvis man sætter sig for det og man virkelig gerne vil, så plejer det som regel faktisk at gå nemmere.

Man kan så diskutere om at jo yngrer man er, jo hurtigere lærer man at spille. Men det er nok også mest fordi at kroppen og sindet er under udvikling, bekymringerne er få. Og Let’s face it.. man vil jo gerne score ham/hende den lækre fra B-klassen.

Konklusionen må være at, man bliver hurtigt gammel, hvis man bruger det som en undskyldning, for at komme igang med at øve sig på guitaren.

Hvor hurtigt lærer jeg at spille en sang?

Ja det er jo forskelligt fra menneske til menneske, men mon ikke man kan få faster Connie til at klappe i hænderne, efter 3-5 timers øvelse spredt ud over en uges tid. Så kan mange ihvertfald få skubbet en nem og simpel børnesang ud over strengene. Men igen kommer det an på hvor meget du vil det. Eller om du giver fuldstændig op og fadæsen ender med et salg af din flotte nye guitar.

Konklusionen: Hvis du er så skide heldig at være lige så lærenem som Frederik Fetterlein var til tennis. Jamen så kan du lige så godt finde de andre 3 bandmedlemmer. For så kan du det meste efter en måned. Men er du et helt almindeligt menneske, så fortvivl ikke, det skal nok komme. Specielt hvis du følger vores kursus lær at spille dine første akkorder.

Hvor tit skal jeg øve?

Vi kan starte med et godt udgangspunkt: ingen er nogensinde blevet rockstjerner ved at øve sig for lidt.

Så hvis du regner med at kunne underholde til lillesøsters nonfirmation/40 års, om 2 måneder. Så kan du godt stoppe med alt andet og hive guitaren frem hver evig eneste dag, ellers har du ødelagt dagen for lille Helle.

Konklusion: Hvis du kan give dig selv 10-15 minutter hver dag så er det klart det bedste. Istedet for at tage 3 timer ud af kalenderen hver anden lørdag. Så kan familien godt spare de 15.000 kroner på big bandet og hyre dig om et års tid for det halve.

Skal jeg lære alle akkorder på en gang?

En akkord ad gangen

For guds skyld (og mest din egen), NEJ. Gør dig selv den tjeneste og lær et par stykker ad gangen, find en sang der kan spilles med 2-3 akkorder (som du har lært, typisk E, A og D), sæt dig så og øv, øv ,øv..

Find så en sang der kan spilles med de samme akkorder, øv, øv,øv.. byg en akkord mere på efter noget tid, eller vælg 3 helt andre akkorder.

Skal mine fingre gøre ondt?

stil guitaren når det gør ondt i fingrene
Stop når det bliver ubehageligt.

Ligesom din første røvfuld, for at have fingrene for langt nede i kagedåsen, gjorde ondt, så kommer dine første par timer med en guitar i hænderne også til at gøre ondt.. Men man vænner sig til begge ting. Din første gang kommer du måske til at sidde med guitaren i 5 minutter, og så må du holde en pause. Det er ganske normalt.

Hvis du får sår og vabler håber jeg du er ansvarlig nok til at stoppe inden hele hånden falder af. Hvis det stadig gør ondt efter en uge, skal du måske overveje om du trykker for hårdt på strengene. Øv dig på at “lette”dit greb.

Et par gode råd: Sørg for at du ikke får sår og vabler (så skal det hele, før du kan spille igen), og sørg for at dine fingre er tørre, da din hud nemmere krakelere når de er fugtige/våde.

Mine fingre bliver hurtigt trætte?

Skal du købe en “hand strengthener” til at træne dine små ynkelige fingre op med? Ja, hvis du vil kaste penge ud af vinduet, så køb 2…. Medmindre du har en muskelsygdom eller mangler ringfingeren. Så er der ingen undskyldning, det er at øve sig.

Din hånd er sandsynligvis ikke vant til at være i de positioner, den bliver udsat for under din oplæring af guitarspillets facetter.

Et lille tip kunne være at strække lidt ud ind imellem, og massere fingerspidserne lidt.

Hvilke strenge skal jeg vælge?

hvilke strenge skal man vælge?

Det kommer selvfølgelig an på om du spiller el-guitar eller spansk guitar. Uanset hvad, får man tit en dybere og “bedre” lyd jo tykkere strengene er. De bliver derved også sværere at trykke ind mod gribebåndet.

Som udgangspunkt og det mest almindelige med stål-strenge til EL og Western ligger de tyndeste strenge nok på ‘9s’ og derefter ’10s’ og ’11s’. Så det vil sige køber du nogle ‘8s’, så er det fordi at du har så tynd hud på håndfladen at vandmændene griner af dig.

Er du ude i en akustisk guitar med nylon-strenge skal du nok gå efter en 11-12 stykker.

Jeg vil kun spille rock (eller jazz, eller country)

Hvorfor er de fleste lektioner på nettet så med popsange og børnesange. Jo det er de fordi, at det er en del nemmere at fokusere på en simpel sang, når du faktisk ikke kan andet end 2 akkorder. Ligesom med alt det andet, så kan man bygge på. Du starter jo heller ikke med taget på et hus.. så er du efter sigende også en dårlig håndværker. Du vil også finde ud af at nogle stilarter passer godt ind med andre, og der er masser af teknikker i alle slags sange.

Hvorfor er der ikke meget med rytme i opstarten?

Det er kun muligt at spille gode og konsistente rytmer hvis du kan dine akkorder. Du ser ikke Kim Larsen sidde og kigge på sin venstre hånd når han skifter imellem D og A-akkorden. Imens der kommer en frygtelig pause i rytmen, fordi han ikke lige kan huske hvor han skal placere pølserne på gribebrættet.

Desuden kan stort set alle sange, spilles i mange forskellige slags rytmer. Så for indlæringens skyld tager vi en ting ad gangen.

Så vi kan konkludere at du skal have styr på dine skift imellem akkorderne, inden du kan mestre diverse rytmer.

Skal man have lange negle for at spille?

spil guitar med korte negle

Helst ikke.. ihvertfald ikke på den hånd du har på gribebrættet (Den der skal tage de forskellige akkorder, normalt venstre hånd). Dine fingre kan have svært ved at trykke strengene helt i bund og du ødelægger gribebrættet.

Hvis du ikke starter ud med at bruge et plekter, kan det selvfølgelig være en fordel at have lange negle på højre hånd, som du spiller og holder rytmen med.

Men på den anden side, du kan ikke spille guitar endnu. Så hvorfor give folk mere at grine af end nødvendigt, du vil sandsynligvis blive drillet med at du kun har lange negle på den ene hånd.

Hvad hvis jeg er venstrehåndet?

Så har du et par muligheder. Du kan enten købe en venstrehånds-guitar, eller du kan også ,som Jimi Hendrix, sætte din strenge nede fra og op på en højrehånds guitar.

Men i de fleste tilfælde skal du bare bide i det sure æble, og gå igang med at spille på en højrehånds guitar. For hvis du aldrig har spillet før, er det hip som hap.

Kejthåndet eller ej, alle har retten til at blive en stjerne!

Kan jeg tage akkorderne på andre måder?

Selvfølgelig kan du det min skat. Men der er en grund til at de fleste begynder-kurser starter ud med de “nemme” greb.

Men hvis du absolut skal føre dig frem som den superhelt du er. Så har du nok mere travlt med at læse dig frem til hvordan man sværest tager akkorden G, end at følge et helt almindeligt begynder-kursus.

Skal jeg bruge plekter?brug plekter hvis du har lyst

Det er en smagssag, du kan spille i længere tid med et plekter. Men du har en bedre følelse med det hele, hvis du bruger fingrene. Hvis din plan er at blive en konge til fingerspil, så siger det næsten sig selv.

Lyden kan også være anderledes, men som udgangspunkt kan man starte med at bruge fingrene, så de også bliver lidt hærdet.

Hvornår skal jeg gå videre til næste trin?

Hvad vil du med dit spil, kan du så spørge dig selv om.. Vil du specialisere dig i noget særligt, jamen så hold fokus på det. Vil du derimod kunne lidt af det hele. Så gå videre når du føler dig lidt sikker i det du har lært, og vigtigst af alt, kan huske hvad du har lært. Der er ikke nogen opskrift på det.

Ligesom med boller i karry må du smage til, og i visse tilfælde er nogen tilfredse med at det ikke smager af meget, hvor andre skal have det serveret som mormor lavede det.

Følg dit eget tempo, og mærk efter om du har lyst til at lære noget nyt.

Skal jeg kunne læse tabs eller noder?

Ja det skal du hvis du skal uddannes inden for musikkens verden. Skal du spille imens i sidder rundt om familiens bålsted, så tror jeg de er pænt ligeglade med om det er den rigtige oktav.

Så hvis du ikke skal være den næste Beethoven, så tag det som det kommer. Der er en tid til alt.


Skriv et svar

annonce